Created by MyFitnessPal - Free Calorie Counter

30 november 2012

Emmas første julekort


Jeg vil prøve at få liv i min blog igen, det har knebet ret meget med det, og det er primært fordi de billeder jeg har taget af kort og layouts, er blevet for ringe til at vise frem, men disse her blev vist okay.
De er to uger gamle, og det er slet ikke mig der har lavet kortet, det er mit barnebarn Emma på 7 år.
Emma fik materialerne, og fik at vide hvad hun kunne gøre med dem, hun gik i gang med at distresse  og sværte kanter, baggrundspapiret blev limet på kortbasen, og fik en gang stickels i kanterne, i tørretiden (som Emma syntes var RET lang) farvelagde hun snemanden og lavede blomsterne, jeg var bare bisidder med gode råd og vejledning.
 
Her er det færdige kort...


14 juli 2012

Projekt køkken

Den sidste uge har været lidt speciel, lørdag og søndag fik jeg tømt mit køkken, så det var klar til nedrivning mandag morgen.

Det blev mandag, og klokken 8.35 havde jeg en tømrer, to elektrikere, en hvepsebofjerner og to fragtmænd rendende rundt i huset, som hurtigt blev bombet til, opvasker og køl/frys ude i entreen, ovn på spisebordet, microbølgeovnen på gulvet, emhætte og kogeplader smidt udenfor, det nye køkken i stuen, og mit gamle køkken i gang med at blive revet ned...



som det ses, havde man ikke sparet på aftræk og ledning til emhætten


Katten var noget forvirret over alle kasserne i stuen


Og da der var blevet ro mandag eftermiddag, skulle han lige undersøge hvad pokker der var sket, som det ses, har jeg fået lagt nyt gulv ovenpå det oprindelige, det skulle vise sig at være et lille problem, der kom til at koste HTH Køkkener lidt...


Tirsdag begyndte det at ligne et køkken igen

Skabene fra højre: Indbygning til køl/frys, indbygning til microbølgeovn og ovn, og så det nye i køkkenet, et udtræksskab med hylder, og det er så det, der kommer til at koste HTH lidt, for de havde målt forkert op, i tilbuddet var der et utræksskab 40 cm bredt, det betød jeg ville få 20 cm gulv der ikke var nyt gulv på, og 20 cm væg  uden tapet, løsningen var at jeg i stedet fik et 60 cm bredt skab med trådhylder i døren og trådhylder der kommer med ud, når man åbner døren, MEN da der jo er ferie, får jeg først fronten og indmaden om 5 uger - øv øv

Listerne til bordene, havde de glemt at bestille, så der var også 5 ugers leveringstid, de kom dog kl. meget tidligt torsdag morgen, desværre havde tømren ikke tid til at montere dem før han gik på ferie 



Men jeg fik da et køkken der kan fungere, og kan jo så bare se frem til det bliver helt færdigt...


Den nye emhætte, eller emfang som det hedder nu om dage, og mine induktionsplader, begge dele er jeg meget meget glad, ligesom jeg er rigtig glad for at ovn og microbølgeovn er kommet ned i den rette højde, nu behøver jeg ikke en skammel for at nå op i microbølgeovnen, og jeg kan få ovnlågen af og på igen uden at skulle op på en trappestige :-)


Ups, her kan man så se den manglende indmad og front i det nye skab + manglende gitter og plade over køl/frys, det prøvede elektrikeren at lave færdigt, men da han ikke rigtig kunne finde ud af det, og da de havde været her næsten 6 timer, syntes jeg det var en god idé at tømren fik den opgave :-)


En anden ting der mangler, pladen under opvaskemaskinen, den skal tømren lige save til, når han kommer tilbage fra ferie



15 juni 2012

Card & Scrap

Samtidig med det sidste lim på dette bryllupskort tørrede, så jeg at Card og Scrap har en udfordring "brug roser", og jeg tog mod til mig og tilmeldte mit kort....


Det er første gang jeg deltager i en udfordring med kort, det har nok ikke en chance, men så er det jo prøvet :-)

13 april 2012

Lidt forskelligt...

Jeg har syndet de sidste uger, har haft en utrolig trang til søde sager og lakrids, det er heldigvis sjældent jeg har det, når trangen bliver så voldsom, tja så synder jeg altså...så jeg havde ikke forventet at jeg havde tabt noget, havde nok frygtet at jeg havde taget lidt på, men altså....

Jeg lige været til måling og vejning i motionscentret, og jeg har tabt 2 kg og 18 cm fordelt rundt omkring :-) så vidt jeg husker var det 4 cm på bryst, talje, mave og hofte og 1 cm på lår og overarm, så pyt med at jeg ikke har tabt 4 kilo :-) jeg skal dog huske at drikke meget vand, det har jeg glemt i denne uge...

Så lidt kat, den blev afleveret hos dyrlægen kl. 10 i går, dygtig mis er han, han traskede tillidsfuld og nysgerrig ud af transportkassen, fandt sig i at blive kigget igennem og så gik han ellers ind i buret for at vente på det blev hans tur til narkose og behandling...jeg aftalte med dyrlægen at jeg kunne hente ham 15.45, og det gjorde jeg så, jamen herrregud da, han lå i buret med hovedet oppe i et hjørne, han havde tisset på underlaget, og det var han vist lidt flov over, buret blev åbnet, jeg fik et slik  på hånden og han gik ind i transportkassen.

Da vi kom hjem, satte jeg kassen på gulvet og åbnede lågen, han kom straks dinglende ud, hans bagben ville ikke som han, ud på badeværelset med ham, så han kunne ligge på det varme gulv og komme sig, der lå han så et par timer, kom ud og ville spise, der lød et glonk, hans hoved skvattede ned i skålen fordi han faldt i søvn. Resten af aftenen var han stort set på min arm, snorksovende...først kl. 3 i nat, vågnede han lidt op, kl. 5 var han næsten sig selv og sad og hamrede på skabsdørene...han er stadig noget stille og sløv hmmm hvad fik han så lavet? jamen han fik barberet pelsen af mave og bagben, fik klippet kløer, blev vaccineret og fik et årligt sundhedstjek, han er for fed, så også han er på kur nu, han skal dog kun tabe 1 kilo :-)

Hov, min vaskemaskine....jamen serviceteknikeren fra LG kom om tirsdagen, han kontrollerede at vandet virkelig løb ud, fjernede toppladen og sæbeskålen, og der var synderen så, et stort hul i bunden af det rum sæbeskuffen er i og i sæbeskuffen, det var tydeligt at det var tromlen der, da maskinen  blev kørt ind, har banket hullerne, men de dele blev skiftet og maskinen virker perfekt skøn skøn maskine :-)

Nøj, det blev langt dette her, kan lige slutte med at fortælle at jeg i dag har smidt et kobberbryllupskort til min katteopdrætter i postkassen....da jeg slap det, tænkte jeg satans, jeg har jo glemt at tage billed af det...

Rigtig god weekend...mit næste indlæg bliver måske endnu en lang roman, denne gang om at hoppe på et tilbud på Nettet.....

03 april 2012

Uheldigt indkøb...

Jeg fik min nye vaskemaskine leveret i går, men den kunne ikke installeres fordi nogle skruer i stikket var rustet pga vand - heldigt der ikke var udbrudt brand!! SÅ jeg måtte have fat i en elektriker der kunne installere, hvad han gjorde og så testede han lige maskinen....hvad skete der? vandet tissede ud på gulvet....
Fat i forhandleren - som bad mig ringe til producenten - hvad jeg gjorde - de ville så sørge for at en serviceteknike ville ringe i dag og aftale en tid??? Hallo!! det er en helt ny maskine, den skal I da bare bytte!! nej, vi har ret til at prøve at reparere den, kan det ikke lade sig gøre, får du en ny, hvis teknikeren altså har en med!!!!  Behøver jeg sige jeg var vred og skuffet??

I dag ringer tekniken så, jeg kom igen i 3. grads forhør, hvad var der galt med maskinen? hvordan skete det? hvordan opdagede du det? jeg forklarer, ham forløbet, han spørger så, hvor vandet kom fra? det ved jeg da ikke?? jeg så jo bare at der lå en sø på mit gulv!! jamen du må da kunne fortælle hvor det kom fra? øh nej? jeg vendte altså ikke bunden i vejret på maskinen, og det gjorde elektrikeren heller ikke!!

Enden på den samtale blev at han måske kan finde tid i eftermiddag, ellers i morgen, og kan han ikke lave maskinen, får jeg måske en ny efter påske, ellers skal den måske på værksted....SÅ blev jeg for alvor meget sur og gal, og skrev en lang mail til forhandleren, skrev for en sikkerhedsskyld både til kundeservice og de to ejere...jeg fik hurtigt svar fra en logistikmedarbejder, det var beklageligt, men de kunne intet gøre, som plaster på såret ville de sende mig et gavekort til.....HJEMIS....jeg spiser ikke is!! jeg vil have en vaskemaskine der virker så jeg kan få vasket mit tøj!!!!

Jeg ved godt de har købeloven på deres side, men jeg synes det er under al kritik...selvfølgelig kan de gøre noget! de kunne sørge for jeg fik en anden maskine der virker, og så kunne de selv bøvle med reparation af den defekte...

31 marts 2012

Bøllemissen

Det er ikke et hvæs, men et gab, man var træt af alle de indtryk der var i det nye hjem




19 marts 2012

På kursus

I dag begyndte Tim Holtz kurset, og efter første lektion, har jeg erkendt at mine penge er givet rigtig godt ud, det tegner til at blive meget lærerigt og helt fantastisk godt...kurset finder du her

Når jeg kommer hjem fra indkøb og motionscenter, skal jeg have sat min printer til, printet lektionen ud, og så skal jeg i gang med at gennemgå mine materialer, det bliver godt :-)

Heller ikke i dag kommer der noget Scrap her, jeg har fået lavet fødselsdagskort til min ene svigerdatter, der har fødselsdag i morgen, kortet ligger pænt ufotograferet i kuverten, jeg glemte da at tage billeder af det :-(

15 marts 2012

Vægt

Min vægt driller mig jo ret meget, så jeg har sendt den i skammekrogen noget tid, gider ikke have taget 3 kilo på i løbet af et par timer....

MEN i tirsdags var jeg jo i Curves for første gang, og det blev jeg så begejstret for, at jeg straks købte et års medlemskab, i dag skal jeg så derover for anden gang, jeg har igen en tid, for jeg skal lige have gennemgået maskinerne en gang mere :-)

Jeg blev målt og vejet, og med undertøj, bukser, tyk t-shirt,  hårbøjle, briller og 2 stykker tyggegummi, vejede jeg mindre end min egen vægt viste....jubiiiiii

Vægten spyttede en bon ud, og den viste at min Metabolic Age er 74 år...det skal der gøres noget ved...
Den viste også at min fedtprocent er for høj...hmm jeg kan ligeså godt afsløre alt den fortalte:

Body Type: Standard
Gender: Female (big surprise)
Age: 59
Height: 160 cm - 4 - 6 cm mindre end jeg troede...hmm
Og så det mest interessante:
Weight: 90.5
Fat %: 44.6
Fat Mass: 40.4 kg
FFM: 50.1
Muscle Mass: 47.6
TBW %: 39.6
Metabolic Age: 74
BMI: 35.4 - jeg er altså smælderfed, men det var jeg jo klar over
Ideal Body Weight: 56.3 kg - det passer ikke, min idealvægt = den vægt jeg har det bedst med er 64 - 67 kg.
Degree of Obesity 60.7 % - jeg husker ikke om det er den der viste at jeg drikker for lidt vand, fik at vide at det er postevand eller kildevand, ikke danskvand med citrus og sukkerfri sodavand, jeg skal drikke, så i går drak jeg 2 liter postevand, og nøj der blev vist skilt nogle affaldsstoffer ud....

Sidste visning var en fedt indikator i % og den viste at min fedtprocent ligger oppe i ++

Nå jo, så var der lige Impedance der var på 432.5 - aner ikke hvad det betyder..

Men det korte af det lange er, at med den lille bon, har jeg virkelig fået blod på tanden, alle de negative tal skal vendes til positive tal....

Jeg undskylder på forhånd dette lidt lange og noget personlige indlæg, men for mig er det en lille gulerod, næste gang jeg skal vejes og måles, skulle jeg jo meget gerne kunne fremvise nogle rigtig gode ændringer...

Rigtig god dag til alle :-)

09 marts 2012

Convention

Så er det jo i morgen jeg skal til min første Convention, og jeg glæder mig vildt, har proppet en masse i trolley og tote, som jeg nok slet ikke får op af den dernede...

Der er afleveret forudbestillinger i et par forrretninger, men jeg er sikker på at jeg bliver fristet over evne, når jeg ser varerne i butikkerne.

Bilen bliver nok fyldt godt op, for jeg har også købt en Wii med en masse tilbehør, af en Scrapsister, det skal jeg så også have med hjem, godt det er en varevogn jeg har...fniis

Mellem kl. 10 og 12, skal jeg på kursus, det bliver også ret spændende...

I aften skal jeg jo så prøve at komme i seng OG sove inden kl. 2 - 3, for så vidt jeg kan regne ud, skal jeg op ved 6. tiden for at være helt vågen inden jeg køre, og jeg har jo erfaret at 3 timers søvn er alt for lidt for en gammel kone som mig :-)

God weekend til jer alle, og jeg håber at jeg får hilst på de af jer der skal til Middelfart :-)

03 marts 2012

Pakke til Anders Breinhholt

Natholdet havde et indlæg om Scrapbooking, og Anders Breinholt og hans medværtMick Øgendahl fik sig et godt grin, da de så How2Scrap udsendelsen med værtindegaver.

Hos http://www.scrapsisters.dk/ er vi så en del der ikke synes de skal dø i synden, så vi har aftalt at lave "værtindegaver" til Anders, alle skal sende pakkerne/brevene på mandag, så der er en chance for at alle ting kommer frem samtidig :-)

Jeg valgte at lave denne æske, efter en tut her
Pynten har jeg valgt at lave i Natholdets farver.



Ja ja, det er jo mig der har lavet det, så selvfølgelig er der et par fejl, indersiden af låget er en af dem :-)


Jeg lavede også et matchende kort, med den tekst vi blev enige om at skrive, jeg valgte at skrive i hånden med en hvid Gel Pen, men det får I så ikke at se ;-) Det er en lang tekst, så min idé med et hjertekort måtte skrottes efter utallige forsøg på at få plads til teksten, i stedet blev det så dette kort, som Annette har en god tut på her


Nu skal det hele bare i en æske, og så skal jeg på posthuset mandag formiddag :-)


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...