Created by MyFitnessPal - Free Calorie Counter

31 januar 2012

Man skal se sig for....

Jeg har fundet ud af at jeg bare er nødt til at eje Tin Holtz Sizzix Die - Tattered Pine Cone. Jeg havde meget lyst til at bruge den i december, men valgte så nogle andre Dies i stedet for.

Nu har jeg så set at man kan lave en rose af koglen, og da der så kom besked om "sidste udsalgsdag" tænkte jeg at NU skulle det da være, så jeg gå ind i en shop for at bestille den, og ser at den er på udsalg, normalpris 195,- kr. udsalgspris 175,50.

Hmmm tænker jeg og klør mig lidt i nakken, det lyder voldsomt, de dies plejer at koste 159, hvor jeg handler mest, så jeg går lige ind på min sædvanlige shop, hvor jeg har en favoritliste, og sørme jo, den Die har jeg da lagt på listen, og normalprisen er 159,- kr.

Nå, tænker jeg, men jeg skal da lige have noget Masking Tape, som jeg er blevet ret glad for, 28 kroner?? jamen det har jeg da også på min favoritliste det andet sted, tilbage for at kigge, 15 kroner koster det der.

Nu var jeg så lige ved at finde alle mine ordresedler fra den dyreste butik frem for at se hvor mange penge jeg har spildt, men vælger nu at lade være, ingen grund til at græde over spildt mælk, jeg er bare blevet det klogere, og holder mig fremover til min favoritbutik :-)

30 januar 2012

Nyt LO

Først vil jeg da lige takke for de pæne kommentarer :-)

Så kommer et LO jeg fik samlet i går, denne gang er det så ikke efter en skabelon, og det er helt uden mist, maling, blomster og andet "snask" , det syntes jeg nemlig ikke der var brug for her..

Billederne er af Niels og Rasmus der hygger sig til frokosten efter Cathrines dåb



Hjørnerne punchet med en af de punches jeg fik købt i Lidl, det der kan ses under hjerterne er mit stuetæppe, det var det eneste sted der var sol nok til at få taget billederne uden for mange skygger :-) kan så se at jeg ikke har fået beskåret tæppet helt væk på det første foto, men pyt ...


27 januar 2012

Nyt LO

Så fik jeg lige lavet et LO efter en skitse hos Silhouette, desværre er det lidt bulet fordi katten valgte at vade rundt i det mens det lå til tørre på et blødt underlag..



Hjemmelavet rosette, den er jeg lidt stolt af, den blev monster stor i første forsøg, så jeg måtte åbne den igen og klippe halvedelen af, men jeg synes nu den er blevet ret nydelig :-)


Og nu har jeg vist set lyset mht til Clustere, af med blomster "stilkene", tonsvis af lim på LO'et, og så ned med blomster og de små blomsterdimser :-)



Hjemmeklippede hvad er det nu de hedder? kønne er de ikke, men pyt, jeg kunne jo have sat min Silhouette til og skåret dem på den, men det tænkte jeg ikke lige over, fordi jeg var så godt i gang med at lave LO'et midt i en film....og her er det så lige man kan se spor af en 8,5 kilo tung kat.....


Og Emma lidt tættere på


Rigtig god weekend og rigtig god håndboldkamp til dem af jer der skal se den :-)

23 januar 2012

Projekt 52 - skitse 3

Så fik jeg limet mit forsøg på den 3. skitse...

I en del år holdt vi sommerferie i et lånt sommerhus i Hals, og vi elskede det. Det første år, gloede jeg dumt, da min mand kom hjem og fortalte at han havde lånt huset i en uge af en kollega, han ville ikke mere være hjemme i ferien, jeg ville helst være hjemme, for så kunne vi nå at indhente forsømte ting, men vi kørte til Hals, efter os kørte vores ene svigerdatter med de to børnebørn der var kommet til dengang, og hold op vi havde en skøn uge.
Den sidste dag, måbede jeg igen, for min mand sagde at han ville være der i to uger året efter, neej nej, jeg kan lide at være her, men to uger??? To uger blev det så de følgende år, og de sidste år tog vi de to ældste børnebørn med og havde dem i knap en uge alene, så stødte forældrene til og var et par dage - indtil de sidste to år, der hentede de børnene og kørte hjem, fordi de skulle på ferie i Italien. Når de var kørt, kom næste hold, søn, svigerdatter og børnebørn.
2009 var sidste gang vi var der, men det anede vi intet om da vi kørte derfra, i 2010 måtte vi aflyse ferien fordi min mand skulle igennem en masse forundersøgelser inden en kemo behandling.

Her er så et LO fra den første feriedag i 2008, det er vist ret tydeligt at Niels nyder det :-)  


Detalje af en af sommerfuglene, denne og de andre "store" er skåret ud på Sille, de små har mine børnebørn punchet, jeg må snart have dem herned igen så de kan lave et nyt lager til mig :-)

21 januar 2012

Lidt kur igen .....

Først tak for opmuntrende kommentarer :-)

Og så lidt jappen om min kur...

Min vægt er begyndt at gå sine egne veje, den viser det "rigtige" vægtab med en dags forsinkelse, men nu er min vejedag altså fredag - basta.

I dag fik jeg en positiv overraskelse :-) Når man er så overvægtig som mig, undgår man helst tøj der ikke kan udvide sig, som nederdele og bukser med fast linning og i fast stof, så mine favoritbukser har i meget lang tid været en slags leggings der ikke sidder som malet på mine stolper af ben, ved ikke hvad de hedder, men de sidder løst og har elastik i stedet for linning, i dag røg de så alle i vaskemaskinen, og jeg tog lidt knurrende et par bukser ud af skabet, jeg har ikke haft dem på længe, de generede mig når jeg sad ned, for det er fast stof og fast linning, når jeg sad, borede knappen sig ind i min vom.

Jeg tog altså bukserne på, og af gammel vane trak jeg vommen lidt ind og lynede dem, og vupti ned gled de, jamen hold da op, jeg lurede lidt i spejlet, og den var god nok, i stedet for at de sad stramt i den talje jeg ikke har haft længe, hang de nu et godt stykke nede, og DET syn var altså langt langt bedre end hvad vægten viser.

Nu står jeg så og overvejer at få ringet til Falck så de kan få liv i batteriet på bilen, så jeg kan komme over og få meldt mig ind i Curves, for de lover jo man taber cm :-) hmm øv de har lukket nu, men bilen bør der nu komme liv i alligevel, men jeg har vist taget for meget hensyn til den stakkels Falckmand, som da ikke skal få liv i mit batteri i regn, blæst, sne og slud....og i dag er det jo lørdag, kan man nu være bekendt at forstyrre dem på en lørdag? ja man kan da, jeg betaler jo for det, så måske ringer jeg lige om lidt :-)

20 januar 2012

Vægttab....

Umiddelbart ser det ud til jeg ikke har tabt mig denne uge, det har jeg, men kun 500 gram, og det er jeg ret skuffet over, for jeg har virkelig haft en uge,  hvor jeg har spist det jeg måtte, har ikke syndet overhovedet, så jeg havde nok forventet at der var røget 1½ kg igen i denne uge, men sådan skulle det så ikke være :-)

MEN jeg har jo haft måledag, og det er næsten bedre end vægten, jeg har smidt fra 2 til 9 cm på 4 uger, flest cm over hofterne og taljen, og det er jo fint nok, resten skal nok følge efter :-)

17 januar 2012

Jeg gik jo helt i stå med Projekt 52 skitse 2 i går aftes, jeg ved ikke rigtig hvad der gik galt, for jeg i flere dage, havde jeg vidst hvordan det skulle være, men jeg fik vist så mange lækre input af Heidi, at min hjerne brød sammen for den aften, intet af det jeg lavede var jeg tilfreds med, og da jeg kiggede på mit LO igen i dag, gik jeg igen i stå, jeg tror det er fordi der skal bruges så mange blomster, blomsterne passer ikke til det jeg vil have på mit LO.

Men så fik jeg lige klasket en serie hurtige kort sammen i stil med disse:



Og nu sluttede håndboldkampen så, hold op nogle usle dommere, og på grund af dem tabte vi vist, øv øv øv, det tegnede ellers så godt på et tidspunkt.

Jeg overvejer forresten stadig ret meget at begynde på noget motion hos Curves, Vejle, jeg er bare lidt betænkelig pga mit knæ, og så har jeg aldrig nogensinde før været i motionscenter, og jeg ejer overhovedet ikke fancy motionstøj eller - sko, men det skulle jo så heller ikke være et must hos Curves, så jeg burde køre derhen og se hvad det hele egentlig er, og om jeg kan lave nogle øvelser der ikke skader knæet, det kræver dog at jeg lige får ringet til Falck, så de kan få liv i min bil igen, denne gang tror jeg så at jeg bliver nødt til at køre ned til min dækmand og investere i et nyt batteri.

Hov, min sidste julegave ankom i går :-)


med den kom jo så også en hel del fra Hobbyboden som jeg bare var nødt til at købe, nu Gitte havde udsalg :-)

Nu har jeg så både Tote og Trolley der matcher, så jeg er klar til at deltage i forskellige arrangementer :-)

13 januar 2012

LO nr. 2

Så fik jeg årets andet LO færdigt.

Det begyndte som skitse 2 fra Projekt 52, men endte ud i noget helt andet



Skaller samlet af mit barnebarn Emma for 2 - 3 år siden


Rullet hjørne, kan se at farverne ikke er helt rigtige, nok fordi billedet er taget sent i går aftes under en lampe...


Og så mit miskmask, malertape, gesso, noget hvidt groft paste noget fra Søstrene Greene, sølv struktur akryl maling, malet på et stykke bobleplast og stemplet på og så lidt vanddråber af Glossy Accent.


Teksten er lavet i Big Shotten med mit alfabet (som jeg ikke er glad for) bogstaverne er skåret ud i alm. karton, malet med akryl maling og da det var tørt, har det fået lidt stickels.

Jeg tænker og tænker over om jeg skal købe nye blækpatroner til min Canon fotoprinter, eller om jeg skal få fremkaldt 100 - 200 billeder hos Snapfish, eller om jeg skal investere i en Canon Selphy printer, jeg har mest lyst til det sidste, for jeg har brugt mange timer på at prøve at vælge nogle fotos ud til print hos Snapfish, men det var godt nok svært, efter 3 timers kiggen i flere tusinde billeder, havde jeg kun fået valgt knap 50.

Når jeg selv printer ud, kigger jeg jo på billederne,er der en historie i billederne, som jeg gerne vil dele med familien, så bliver de printet ud, det er for mig vanvittigt svært at printe ud på forhånd, så mon ikke jeg vælger Selphyen, jeg har set to modeller, og selv om CP800 er den dyreste, kan jeg godt forestille mig det bliver den....

11 januar 2012

Lidt om min kur :-)

Jeg glæder mig som et lille barn til at hoppe på vægten i morgen tidlig - hmm hoppe skal jeg nok ikke, så får jeg med sikkerhed en vægt i mange dele :-)

Nu begynder jeg nemlig at kunne mærke jeg har tabt mig, kan blandt andet mærke det i ansigtet, og mine bukser købt lige inden jul, er begyndt at sidde ret løst, en af mine gamle favoritbluser er blevet lidt for stor, den ene skulder vil så gerne glide ned.

Det gjorde mig lidt nysgerrig i går, og nej jeg gik ikke på vægten, men jeg tog mit målebånd og målte lidt, selv om man jo først skal gøre det efter 4 ugers kur, men jeg gjorde det altså efter knap to uger, og jamen de steder jeg målte, har jeg tabt 2 cm, det lyder ikke af meget, men det er det altså for mig, det giver virkelig blod på tanden, og får mig til at bide tænderne sammen og fortsætte, den sidste uge har ellers været slem, jeg har følt sult konstant, og har følt en voldsom trang til søde ting, men jeg VIL nå mit første delmål som er minus 10 kilo i slutningen af marts, gerne minus 13 kilo....

Da jeg opdagede at min bluse var blevet for stor, fik jeg tanken at jeg burde smide mit tøj ud efterhånden som det bliver for stort til mig, af med det, ned i en affaldspose og ud i skraldespanden, ikke noget med lægge til side og samle sammen til genbrug, og dog, det vil jeg jo nok gøre med det nyeste og især mine bluser/overdele til fint brug :-)

JEG KAN, JEG VIL OG JEG SKAL og jeg klarer det denne gang

10 januar 2012

Projekt 52 - skitse 1

Det ser jo nemt ud, men for mig var det rigtig svært at lave dette LO efter skitse 1, men det er altså lærerigt at følge skitser :-)

Der mangler en dato i den lille grønne cirkel, det er helt bevidst, jeg skal lige være sikker på at jeg husker rigtigt, for selv om det er pinligt, må jeg tilstå at det var min mand der havde helt tjek på bryllupsdage....

Billedet skal laves om, det er printet ud på alt for billigt papir fra Rema, men min nyudpakkede printer, har valgt kun ville skrive blå/hvide billeder ud, måske fordi blækket er for gammelt? Jeg ville købe nye patroner, men opdagede til min store overraskelse at det vist bedre kan betale sig at få printet en stak billeder ud hos Snapfish, så jeg må i gang - igen - med at finde billeder til fremkaldelse.

Nå men, dette foto er af mit næstældste barnebarn Andreas på sin mors arm og lige efter han har kysset bruden, min ældste søns kone.

Andreas var i den 7. himmel, hvad billedet vist tydeligt viser :-)


05 januar 2012

Første vejedag i 2012

Så kom dagen for den første tur på vægten siden jeg gik i gang med Pointkuren, og jeg må indrømme at jeg var ret spændt, frygtede at der ikke var sket noget, selv om jeg i går godt kunne mærke at mine nye sko var til at få på uden at ase og mase.

Men der var sket noget, jeg har tabt det kilo jeg havde håbet på, og det trods jeg jo ikke talte point nytårsaften :-)

For mig er det vigtigt at der er vægttab hver uge i starten, ellers bliver det for surt, og da jeg jo desværre har været i et "søde sager" humør, kunne jeg nok godt fristes til at sige pyt, og så spise noget af alt det marcipan der ligger i skabet.

Som man jo kan se, har jeg jo så tabt 2 kilo, og det er så lidt snyd, det er fra midten af december til nu der er røget 2 kilo, det reelle vægttab hvis jeg tænker på min vægt i midten af december 2010 er 5 kilo :-) men de tre røg jo af igen for et år siden, og når jeg så lige tænker tilbage, så giver det lidt stof til eftertanke at jeg tog 3 kilo på i løbet af 3 uger fordi jeg dagligt spiste sandwich fra Bistroen på Vejle Sygehus, jeg vidste jo godt det var noget skidt, dyre var de - mener de kostede 36,- kr pr stk, de var rigtig rigtig gode, men alle alarmklokker burde jo have bimlet og bamlet over at jeg var sulten igen en halv time efter sidste mundfuld, egentlig burde der jo kun sælges sund mad på et sygehus, eller hvad?

03 januar 2012

Så gik den 2. januar, og den gik egentlig godt, bortset fra at jeg ikke fik lavet det planlagte, jeg skal vist til at skrive nogle to do lister OG følge dem :-) men jeg har da fået printet alt til Projekt 52  ud, og fik lavet mit album, det kom til at så således ud:



Jeg er ganske godt tilfreds med det, selv om det drillede en del, så det kostede lige nogle papirark, men pyt :-)

Jeg fik også - i ventetiden indtil anvisningerne til albummet kom,  fundet nogle billeder frem som skal scrappes, min svigerdatter og mit ene barnebarn, kiggede i mit scrapalbum i søndags, og deres begejstring og især deres minder ved at se billederne, ansporer mig i høj grad til at scrappe noget mere.

Min kur går stadig godt, jeg sparer dog nok for meget på mine point, så jeg skal på indkøb i morgen - har jeg ikke været siden den. 29. december :-) og skal have købt noget brød,  pålæg, grøntsager og frugt så jeg får spist tre hovedmåltider og 3 mellemmåltider dagligt, som det er nu spiser jeg kun to gange i døgnet, og det er jo meget forkert.

I morgen venter jeg at min sidste månedspakke kommer, hvis jeg altså får post, min postkasse er jo ikke blevet flyttet 10 cm og vendt så indkastet vender mod vejen, den er nemlig støbt ned i et 50 cm dybt hul og med 25 kg beton eller noget, jeg gjorde det selv, for min mand havde lige fået ny hofte, da det blev gjort, så jeg gravede, han blandede cementen og jeg støbte, han sørgede så for skidtet kom til at stå lige :-)

Jeg har tænkt meget over om jeg skulle fortsætte den månedspakke, men har besluttet at det vil jeg ikke, jeg har fået den 6 gange nu, og har stort set kun været nogenlunde tilfreds med den ene pakke, så jeg skal finde et andet sted, der passer bedre til min smag :-)

Og nu tror jeg at jeg vil lukke og slukke for i dag og gå ind i min seng og se fjernsyn en halv time inden jeg skal sove :-)

01 januar 2012

Min ene svigerdatter kiggede lige forbi, og med sig havde hun alle disse ting, som jeg jo blev vildt glad for, det er da en dejlig tanke at hun tænker på mig om min nye hobby, når hun ser bl.a. Fakta har udsalg af den slags :-)


Her rodes lidt....

Det er meget længe siden jeg har redigeret min blogs udseende, så længe siden at jeg slet ikke kan huske hvad jeg skal gøre, og jeg kan slet ikke huske hvor alle mine skabeloner er henne, så indtil jeg finder dem, eller får lavet nogle nye, vil her altså være lidt rod :-(

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...