Created by MyFitnessPal - Free Calorie Counter

27 februar 2012

Weekendens produktioner

Først vil jeg takke for kommentarer vedrørende kort til bårebuket, det hjalp mig faktisk :-) Jeg har besluttet kun benytte det sædvanlige "En sidste hilsen" for kortet jeg laver, bliver for lille til en længere tekst...

Jeg fik lavet dette LO færdigt i lørdags, de kære små er mine sønner :-)


 Detalje:
 Jeg var træt i går søndag, min ældste søn og svigerdatter var til fødselsdag ved Randers, og de skulle have overnattet, men kl. 23.35 fik jeg en sms om jeg var gået i seng? næ, ikke endnu?? må vi komme og overnatte hos dig? hmm, ja da...de ankom kl. 2, så klokken var godt forbi 3 før jeg faldt i søvn, men jeg fik da lavet dette lille kort:

 Og så vil jeg lige vise min Santa Maria krydderiholder, købt for en 10'er i Rema1000, den passer perfekt til mine bøtter med Distress Powder, og jeg har planer om at skrue den op under en gallerihylde over mit ene bord :-)

26 februar 2012

En meget svær opgave

Så døde min søns svigermors mand, det har været ventet i nogle måneder, men det gør det jo ikke nemmere.

Jeg kendte ham ikke ret godt, vi havde kun talt kort sammen til fødselsdage, og han kom først ind i familien i 2006, men da min mand blev bisat deltog han, så jeg har tænkt mig at vise ham og især hans kone (som jeg har kendt 13 år) den sidste respekt, medmindre jeg bliver bedt om at passe børnene, som denne gang bliver skånet for at deltage, det er den 4. af "bedsteforældrene" der er gået bort på 6 år, men bortset fra min mand, var de andre "papbedsteforældre".

Nå men, jeg har tænkt mig selv lave kortet til bårebuketten, det ville være dumt at sætte et på fra blomsterhandleren, synes jeg.

Så jeg tænker, tænker på hvordan jeg skal lave kortet, og tænker på hvad jeg skal skrive, og så kom mine tanker hen på den 30. december 2010, da min mand blev bisat.

Jeg så INTET i kirken udover kisten, jeg fornemmede at der var rigtig mange, jeg fornemmede at der var mange buketter, og jeg husker svagt at der lå buketter hele vejen gennem kirken, husker svagt at jeg passede på ikke træde på dem, da vi bar kisten ud.

Alle de kort der blev samlet sammen, læste jeg naturligvis, og de varmede rigtig meget, nu skal jeg så selv skrive en tekst, og er helt tom...jeg vil nemlig godt skrive mere end "i dybeste sympati" eller " god rejse" men jeg vil ikke hente inspiration ved at finde "mine"  kort frem.

Jeg husker at en af mine niecer havde skrevet at Niels skulle hilse hendes far og mormor (min mor døde 1½ måned før min mand) jeg husker også at jeg tudbrølede da jeg læste det, men at det også varmede enormt...

Helt spontant har jeg lyst til at skrive:

"Så kom der en ny stjerne på himlen, hils deroppe"

Men jeg synes så også der skal være en hilsen til konen/de efterladte, og så går jeg i stå....hvad skal jeg dog skrive??

19 februar 2012

LO med alle mine børnebørn


Så fik jeg flyttet rundt på mit scrapværelse, det var en hård omgang og det tog hele 4 dage at tømme, vende og fylde igen, jeg burde have malet, nu det var tømt, men jeg valgte at tage hensyn til mit knæ og ventede.

Værelset fungerer meget bedre nu, så i går fik jeg stor lyst til at være derinde og fik så lavet dette layout med et af de sjældne billeder af alle fem børnebørn på samme billed uden en af dem laver et tåbeligt ansigt eller vender ryggen til....

Faktisk fungerer mit værelse så godt, at jeg klokken meget sent i går, traskede ind og lavede et par kort, som jeg ingen billeder har af :-)

Med hensyn til min vægtmåler eller tab af vægt, der er stadig rigtig meget tilbage af mig, alt for meget, mit mål er at tabe 30 kilo ialt, desværre driller det lidt nogle uger så jeg ikke når mit mål på 1 kilo pr uge, det gjorde så at jeg i min omflytningsiver ikke fik spist, og det var godt nok dumt, hold op jeg sejlede rundt, og gør det stadig, men så har jeg jo lært at jeg ikke skal spare for meget på føden  :-)




15 februar 2012

Scrapværelse og Silhouette SD

jeg har tænkt og tænkt og så lige tænkt igen, og i dag er jeg så gået i gang med at sortere alt det skrammel jeg har fået samlet sammen, alt det jeg skar ud i min glæde over at have modtaget Silhouetten, men som jeg ikke har brugt, er nu i papirkurven, mine planer er at pakke hele værelset ned og flytte om på borde og skabe, men det kommer til at tage tid, for jeg vil være sikker på det bliver bedre end nu...

Det jeg også har tænkt meget over, faktisk så meget at jeg har hovedpine af det, er om jeg vil sælge min Silhouette, og det tror jeg at jeg vil, så nu kan jeg så tænke over hvad jeg skal have for den incl en lettere brugt + 2 nye skæreplader, den ene til tyndt medie den anden til tykt.

Hold op, jeg er skør, jeg hader at sælge ting, og det er nok derfor jeg stadig har et par guitarforstærkere, en guitar + en masse andet guitarudstyr stående og fylde op :-(

31 januar 2012

Man skal se sig for....

Jeg har fundet ud af at jeg bare er nødt til at eje Tin Holtz Sizzix Die - Tattered Pine Cone. Jeg havde meget lyst til at bruge den i december, men valgte så nogle andre Dies i stedet for.

Nu har jeg så set at man kan lave en rose af koglen, og da der så kom besked om "sidste udsalgsdag" tænkte jeg at NU skulle det da være, så jeg gå ind i en shop for at bestille den, og ser at den er på udsalg, normalpris 195,- kr. udsalgspris 175,50.

Hmmm tænker jeg og klør mig lidt i nakken, det lyder voldsomt, de dies plejer at koste 159, hvor jeg handler mest, så jeg går lige ind på min sædvanlige shop, hvor jeg har en favoritliste, og sørme jo, den Die har jeg da lagt på listen, og normalprisen er 159,- kr.

Nå, tænker jeg, men jeg skal da lige have noget Masking Tape, som jeg er blevet ret glad for, 28 kroner?? jamen det har jeg da også på min favoritliste det andet sted, tilbage for at kigge, 15 kroner koster det der.

Nu var jeg så lige ved at finde alle mine ordresedler fra den dyreste butik frem for at se hvor mange penge jeg har spildt, men vælger nu at lade være, ingen grund til at græde over spildt mælk, jeg er bare blevet det klogere, og holder mig fremover til min favoritbutik :-)

30 januar 2012

Nyt LO

Først vil jeg da lige takke for de pæne kommentarer :-)

Så kommer et LO jeg fik samlet i går, denne gang er det så ikke efter en skabelon, og det er helt uden mist, maling, blomster og andet "snask" , det syntes jeg nemlig ikke der var brug for her..

Billederne er af Niels og Rasmus der hygger sig til frokosten efter Cathrines dåb



Hjørnerne punchet med en af de punches jeg fik købt i Lidl, det der kan ses under hjerterne er mit stuetæppe, det var det eneste sted der var sol nok til at få taget billederne uden for mange skygger :-) kan så se at jeg ikke har fået beskåret tæppet helt væk på det første foto, men pyt ...


27 januar 2012

Nyt LO

Så fik jeg lige lavet et LO efter en skitse hos Silhouette, desværre er det lidt bulet fordi katten valgte at vade rundt i det mens det lå til tørre på et blødt underlag..



Hjemmelavet rosette, den er jeg lidt stolt af, den blev monster stor i første forsøg, så jeg måtte åbne den igen og klippe halvedelen af, men jeg synes nu den er blevet ret nydelig :-)


Og nu har jeg vist set lyset mht til Clustere, af med blomster "stilkene", tonsvis af lim på LO'et, og så ned med blomster og de små blomsterdimser :-)



Hjemmeklippede hvad er det nu de hedder? kønne er de ikke, men pyt, jeg kunne jo have sat min Silhouette til og skåret dem på den, men det tænkte jeg ikke lige over, fordi jeg var så godt i gang med at lave LO'et midt i en film....og her er det så lige man kan se spor af en 8,5 kilo tung kat.....


Og Emma lidt tættere på


Rigtig god weekend og rigtig god håndboldkamp til dem af jer der skal se den :-)

23 januar 2012

Projekt 52 - skitse 3

Så fik jeg limet mit forsøg på den 3. skitse...

I en del år holdt vi sommerferie i et lånt sommerhus i Hals, og vi elskede det. Det første år, gloede jeg dumt, da min mand kom hjem og fortalte at han havde lånt huset i en uge af en kollega, han ville ikke mere være hjemme i ferien, jeg ville helst være hjemme, for så kunne vi nå at indhente forsømte ting, men vi kørte til Hals, efter os kørte vores ene svigerdatter med de to børnebørn der var kommet til dengang, og hold op vi havde en skøn uge.
Den sidste dag, måbede jeg igen, for min mand sagde at han ville være der i to uger året efter, neej nej, jeg kan lide at være her, men to uger??? To uger blev det så de følgende år, og de sidste år tog vi de to ældste børnebørn med og havde dem i knap en uge alene, så stødte forældrene til og var et par dage - indtil de sidste to år, der hentede de børnene og kørte hjem, fordi de skulle på ferie i Italien. Når de var kørt, kom næste hold, søn, svigerdatter og børnebørn.
2009 var sidste gang vi var der, men det anede vi intet om da vi kørte derfra, i 2010 måtte vi aflyse ferien fordi min mand skulle igennem en masse forundersøgelser inden en kemo behandling.

Her er så et LO fra den første feriedag i 2008, det er vist ret tydeligt at Niels nyder det :-)  


Detalje af en af sommerfuglene, denne og de andre "store" er skåret ud på Sille, de små har mine børnebørn punchet, jeg må snart have dem herned igen så de kan lave et nyt lager til mig :-)

21 januar 2012

Lidt kur igen .....

Først tak for opmuntrende kommentarer :-)

Og så lidt jappen om min kur...

Min vægt er begyndt at gå sine egne veje, den viser det "rigtige" vægtab med en dags forsinkelse, men nu er min vejedag altså fredag - basta.

I dag fik jeg en positiv overraskelse :-) Når man er så overvægtig som mig, undgår man helst tøj der ikke kan udvide sig, som nederdele og bukser med fast linning og i fast stof, så mine favoritbukser har i meget lang tid været en slags leggings der ikke sidder som malet på mine stolper af ben, ved ikke hvad de hedder, men de sidder løst og har elastik i stedet for linning, i dag røg de så alle i vaskemaskinen, og jeg tog lidt knurrende et par bukser ud af skabet, jeg har ikke haft dem på længe, de generede mig når jeg sad ned, for det er fast stof og fast linning, når jeg sad, borede knappen sig ind i min vom.

Jeg tog altså bukserne på, og af gammel vane trak jeg vommen lidt ind og lynede dem, og vupti ned gled de, jamen hold da op, jeg lurede lidt i spejlet, og den var god nok, i stedet for at de sad stramt i den talje jeg ikke har haft længe, hang de nu et godt stykke nede, og DET syn var altså langt langt bedre end hvad vægten viser.

Nu står jeg så og overvejer at få ringet til Falck så de kan få liv i batteriet på bilen, så jeg kan komme over og få meldt mig ind i Curves, for de lover jo man taber cm :-) hmm øv de har lukket nu, men bilen bør der nu komme liv i alligevel, men jeg har vist taget for meget hensyn til den stakkels Falckmand, som da ikke skal få liv i mit batteri i regn, blæst, sne og slud....og i dag er det jo lørdag, kan man nu være bekendt at forstyrre dem på en lørdag? ja man kan da, jeg betaler jo for det, så måske ringer jeg lige om lidt :-)

20 januar 2012

Vægttab....

Umiddelbart ser det ud til jeg ikke har tabt mig denne uge, det har jeg, men kun 500 gram, og det er jeg ret skuffet over, for jeg har virkelig haft en uge,  hvor jeg har spist det jeg måtte, har ikke syndet overhovedet, så jeg havde nok forventet at der var røget 1½ kg igen i denne uge, men sådan skulle det så ikke være :-)

MEN jeg har jo haft måledag, og det er næsten bedre end vægten, jeg har smidt fra 2 til 9 cm på 4 uger, flest cm over hofterne og taljen, og det er jo fint nok, resten skal nok følge efter :-)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...